I udstillingen møder man filmprojektioner af psykedeliske mønstre, som spreder sig over billedfladen i kalejdoskopiske formationer. De ligner computergenerede fraktaler, men er blevet frembragt ved konkret, manuelt, stillesiddende håndværk. De enkelte billeder gentages og kopieres i det uendelige – manuelt – så håndværkets trivielle repetitioner tager form som en art hallucinationer. Hallucinationerne flimrer i meditative billedforløb, som synsforstyrrelser affødt af enten smerte eller lindring, og som nogle vil kende fra især migræneanfald.

Udstillingen viser også Hollywood- og operadivaer, som fx den glitrende glamourkvinde i fuld størrelse, som dog samtidig også er en skrøbelig kvindeskildring, hvor Dodda Maggý selv spiller hovedrollen. Dodda Maggý er fascineret af film- og operahistoriens tragiske heltinder. Heltinder, der på én gang er både stærke og skrøbelige. Den selvstændige kvindetype, som samtidig også gerne vil beundres, begæres og måske tilmed reddes. Det er dette modsætningsforhold mellem selvstændighed og afhængighed, der optager Dodda Maggý i hendes kvindeskildringer.

Man har i Dodda Maggýs musiske filmkompositioner hele tiden fornemmelsen af, at der foregår noget under overfladen; at der stikker noget dybere under. Lidt som i den første Twin Peaks-serie, hvor en betydelig del af fortællingen skildres i kraft af lyd, og hvor hver karakter har sit eget genkendelige lydspor, som giver indtrykket af, at tingene ikke helt er, som de ser ud.