Artikel
På udstillingen kan du opleve William Hodges' A View of the Island of New Caledonia in the South der er malet da Hodges var med på Kaptajn Cooks andet togt i Stillehavet i 1772-75. Man kan skimte Cooks skib Resolution ligge for anker ud for kysten. William Hodges, 'A View from the Island of New Caladonia in the South',1777-78 ©National Maritime Museum Greenwich, London.
I sin tekst til udstillingskataloget for Mythologies – The Beginning and End of Civilizations beskriver litteraturhistoriker Frits Andersen 1700-tallets hype om stillehavsøerne. Myten om tropiske paradisøer trivedes i bedste velgående, og med opdagelsen af Tahiti, tror man sig nær drømmenes mål: „Dette folk ånder af ro og sansemæssig nydelse. Venus er en gudinde, som man tjener… Alt indgiver vellyst. Dette er den virkelige utopi”, lyder det for eksempel i en saftig afrapportering fra Tahiti af den franske opdagelsesrejsende Louis Bougainville.
Myten om paradisøerne var på den ene side næret af en forestilling om et samfund, der rummede livsmuligheder, som i Europa blev undertrykt af urbanisering og modernitetsprocesser.
På den anden side forestillede man sig også uanede muligheder for ekspansion og kolonisering i jagten på „et nyt Amerika”.
Den navnkundige opdagelsesrejsende James Cook sejlede i 1700-tallet oceanerne tyndt og var således også forbi Tahiti. Foruden naturhistorikere og andet godtfolk havde Cook også maleren William Hodges med ombord. Også Hodges' Tahiti-skildringer tegner et idylliseret billede af Tahiti som et frodigt paradis med skyfri himmel og letpåklædte badende kvinder. Hodges´ billeder fra Tahiti vækker stor opmærksomhed, da de udstilles i London, hvor de både er med til at legitimere de meget bekostelige ekspeditioner og medvirker til at bekræfte drømmen om paradisøen.
Dette folk ånder af ro og sansemæssig nydelse. Venus er en gudinde, som man tjener… Alt indgiver vellyst
At de netop er drømmebilleder er en væsentlig pointe for kunsthistoriker og udstillingsansvarlig på Mythologies – The Beginning and End of Times, Jakob Vengberg Sevel: „Drømmen om Tahiti med Venus-figurer og erotiske kvinder er i høj grad baseret på en drøm, der ikke helt står mål med virkeligheden. I 1700-tallet bliver forestillingen om det vestlige rationelle individ til, og her bliver drømmen om ø-paradiset dyrket som ren ekskapisme. Det er drømmen om noget andet alene for drømmens skyld”.
Hermed nærmer vi os ifølge Jakob Vengberg Sevel en meget væsentlig pointe med den utopiske myte og mytologier i det hele taget:
„En del af myters og mytologiske fortællingers funktion er jo netop at skabe fællesskaber og tilhørsforhold, og dette sker i høj grad ved at definere, hvad vi ikke er. Og i tilfældet Tahiti og ø-paradiset bliver det også en fortælling om, hvad vi, forstået som europæerne, set med datidens øjne ikke er.
Vi er således ikke ansvarsløse individer i vores lysters vold, der bare kan lade stå til under en evigt skinnende sol. Nej, i samtidens optik er europærerne rationelle og fornuftige individer med formål og retning i livet, der af og til kan drømme om noget andet, men ikke for alvor ønske det.”
Disse mytiske fortællinger om andre ikke-vestlige folkeslag er ifølge Jakob Vengberg Sevel så fast forankrede, at de præger vores opfattelse den dag i dag, og såvel tahitianerne som andre ø-beboere i Stillehavet synes for evigt fanget i dette drømmebillede.
„Det samme gør sig for eksempel også gældende i vores nuværende, vestlige opfattelse af Mellemøsten og det nære Orienten, der ligeledes blev grundlagt i 1700-tallets vestlige malerier af disse steder og folkeslag,” forklarer Jakob Vengberg Sevel.
Robert Boyds videoværk Xanadu er moderne dystopi for fuld udblæsning. Robert Boyd 'Xanadu, 4-channel video installation', 2006 Installation view Wesleyan University, Middletown, CT
Siden Cook og Hodges i 1700-tallet stævnede ud på eventyr i Stillehavet, er kloden blevet kortlagt ned til mindste detalje, og der levnes ikke meget til fantasien. Så hvordan forholder det sig med drømme og utopier i kunstens verden anno 2020, hvor klimakrise og global politisk ustabilitet har sat sig tungt på dagsordenen?
„Utopien og drømmen om noget andet lever i bedste velgående. Der er en masse fænomener i samfundet, der alle handler om at forlade pølsefabrikken, gøre noget radikalt anderledes og leve et simplere liv. Der er bare meget få, der efterlever det, men drømmen lever. Vi ser også en stor søgning mod det spirituelle. I udstillingen Mythologies – The Beginning and End of Civilizations er der fx lydværket Mist af Marguerite Humeau, der med hvalsang
både indeholder et spirituelt element og samtidigt udtrykker en drøm om en større samhørighed med naturen,” forklarer Jakob Vengberg Sevel.
Sideløbende med utopier og drømmen om noget andet har dommedagsscenarier og dystopier under de verserende globale kriser også gode kår:
„Apokalypsen og forestillingen om alle tings endeligt har altid trivedes bedst i krisetider, og det slår naturligvis også igennem i udstillingen. Eksempelvis i Robert Boyds store videoværk Xanadu med sit mix af billeder fra begivenheder i det 20. århundrede og tegnefilm med jordens undergang tilsat discomusik bringer mindelser om det band, der efter sigende spillede videre på det synkende Titanic,” afslutter Jakob Vengberg Sevel.