Man kan lære meget om en historisk epokes verdenssyn og dominerende strømninger alene ved at betragte epokens kunst. De forandringer, der er sket i kunsten, afspejler nemlig de forandringer, der gennem tiden er sket i det omliggende samfund. Dermed er kunsten også en afspejling af forskellige epokers syn på naturen.

Eksempelvis kan man i landskabsmalerierne hos barok-maleren Nicolas Poussin se en meget velfriseret og poleret natur, der har været underlagt en matematisk præcision.

”I 1600-tallet ser vi med barokken et skifte i natursynet. Nu er naturen ikke længere noget truende og farligt, der skal holdes ude med mure og anden beskyttelse mod naturens luner og sygdomme. I stedet er naturen noget ufarligt, som man har tæmmet og har total kontrol over. Det ser vi både i Poussins landskabsmalerier, som vi også havde med på vores store ARoS Triennale The Garden i 2017, og endnu mere tydeligt ser vi det i de berømte barokhaver, hvor naturen er ren konstruktion,” forklarer museumsinspektør på ARoS Jakob Vengberg Sevel.

Den guddommelige forbindelse

I løbet af 1800-tallet får naturen tilføjet en markant ny dimension, idet man begynder at tale om, at det guddommelige er til stede i naturen.

”Med romantikken bevæger vi os i 1800-tallet væk fra barokkens tæmmede natur. Med den nye guddommelige dimension, som naturen får tilføjet, fungerer naturen i kunsten nu som et redskab eller medie til erkendelse af det guddommelige. Man taler om det sublime, som er den oplevelse, mennesket får, når det konfronteres med de uendelige store og voldsomme naturkræfter. Det har vi blandt andet set nogle af kunsthistoriens mest berømte eksempler på her på ARoS for nylig i udstillingen J.M.W. Turner – Sun is God,” fortæller Jakob Vengberg Sevel.

Identiteten i landskabet

I løbet af 1800-tallet dannes nationalstaterne over det meste af Europa og således også i Danmark. Ud af dette udspringer nationalromantikken som kunstnerisk strømning, idet de nye nationalstater har brug for en fælles fortælling til at binde landet sammen.

Ligesom man i andre dele af Europa søger en forbindelse mellem landskabet og folkesjælen, søger man også i Danmark ud for at finde det særligt danske landsskab, der afspejler danskens dyder. I manglen på høje bjerge, dybe dale og anden dramatisk geografi, opstår der i Danmark en forestilling om, at det særligt danske bedst lader sig indkapsle i bløde bakker, gravhøje og bøgetræer, der dypper bladene i stille vand en sommerdag. 

”Det så vi i mange af værkerne i udstillingen Drømmen om Danmark på ARoS i 2019, hvor der i mange af værkerne er et et-til-et-forhold, mellem det man opfattede som den danske folkesjæl og det omkringliggende landskab. Den udstilling var et meget tydeligt eksempel på, hvordan naturen i kunsten afspejler tidens strømninger og dominerende forestillingsverden,” fortæller Jakob Vengberg Sevel.

Kunsten rykker ud og klimakrisen kradser

Et interessant brud indtræder i 1960’erne med den såkaldte land art, hvor man i stedet for at forsøge at indfange og repræsentere naturen på et lærred begynder at forme selve landskabet til kunst. Og i den beslægtede eco art begynder man at tematisere menneskets rovdrift på naturen og jordens ressourcer. Dette var også temaet for Meg Websters installation Concave room for bees, der var opsat nede på kysten under ARoS Triennalen The Garden i 2017. Med sine blomster og bier udgjorde værket sit eget lille økosystem med egen livscyklus som en respons på en meget presserende miljømæssig udfordring: manglende bestøvere.

Netop rovdrift på jordens ressourcer og den medfølgende klimakrise betyder ifølge Jakob Vengberg Sevel en form for tilbagevenden til tidligere tiders forhold til naturen.

”Det er nærmest en tilbagevenden til en urtilstand. Vi mærker igen naturens kræfter på den hårde måde. Forestillingen om at vi har fuld kontrol over naturen og vores liv er krakeleret i takt med at klimaforandringens konsekvenser slår igennem med oversvømmelse, skovbrande, tørker og alskens uvejr over hele kloden. Naturen er farlig igen og medvirker til at skabe den svimlende følelse af usikkerhed og uforudsigelighed, som mange oplever netop nu. Den sikre grund vi har stået på er væk og de verdensbilleder, vi har brugt lang tid på at bygge op er krakeleret, og det er meget svært af forudsige, hvor verden er på vej hen. Og det er netop denne svimlende følelse den aktuelle udstilling Vertigo omhandler,” afslutter Jakob Vengberg Sevel.