❤︎❤︎❤︎❤︎❤︎ - Politiken
★★★★★ - Jyllands-Posten
★★★★★ - Århus Stiftstidende
★★★★★ - "...stærkt seværdig udstilling på ARoS, der lærer beskueren noget af det vigtigste: at se godt efter." - Kristeligt Dagblad.
”… Mapplethorpes kunstneriske udvikling beskrives indsigtsfuldt af Lars Movin i kataloget, der i det hele taget rummer en vifte af gode tekster. Både film og udstilling kan anbefales.” - Weekendavisen,
På udstillingen vises også en række stramt komponerede fotografier af sexede kvinder og mænd, af bodybuilderen Lisa Lyon samt af afklædte sorte mænd, hvis velproportionerede og atletiske kroppe fremtræder statiske og objektgjorte som antikke skulpturer. De vidner alle om Mapplethorpes fascination af kroppen og det erotiske. I Mapplethorpes ‘forbudte’ serie af fotografier fra S&M-miljøet i New York kommer vi helt tæt på seksualitetens væsen i yderste potens. Herudover vises fotografier af statuer i marmor og bronze, af græske guder og djævle og af blomster, orkideer, roser og liljer, med kraftige erotiske undertoner.
1 / 5 Installationsfoto, Robert Mapplethorpe - On The Edge. Foto: Ole Hein Pedersen.
A walk on the wild side
Som kunstner omdannede Mapplethorpe det forbudte og freaky til noget smukt. Han begyndte at dokumentere New Yorks homoseksuelle S&M-miljøer og subkultur. Stærkt inspireret af pornografiske magasiner, men også af billedkonventioner fra antikken og af fitnessmagasiner som Physique Pictorial og Grecian Guild Pictorial, der kom frem allerede i 1940’erne, tog han erotiske billeder af veltrænede mænd i læderundertøj og vidtåbne sømandsskjorter.
On the edge
Kontrasten mellem det konforme og det rebelske, det hellige og profane er gennemgående i Mapplethorpes kunst. Han var mester i s/h fotografi, men på et menneskeligt og kunstnerisk plan var der intet sort-hvidt ved ham. Tværtimod. Han var en kunstner, der konstant befandt sig on the edge, på kanten af samfundet, det maskuline og feminine, det apollinske og dionysiske, det guddommelige og djævelske.
S&M-miljøet stimulerede hans seksuelle fantasier og inspirerede ham kunstnerisk. Hans sexvaner var stærkt koblet til hans følelser af skyld og skam. I et af sine mest berømte billeder, Self Portrait (with whip) fra 1977, portrætterer Mapplethorpe sig selv som et fælt væsen i natten – a sex demon – uden kontrol over egne lyster.
”Sex is the only thing worth living for.” Robert Mapplethorpe
Robert and Patti forever
Robert Mapplethorpe og Patti Smith mødte hinanden, da de var 20 år gamle. De havde begge en trang til at gøre op med samfundets stereotype kønskoder. Smith var en drengepige, a gothic crow, som følte sig utilpas i et feminint univers og ofte byttede de tøj for at blande maskuline og feminine koder.
En ny begyndelse
1968 var et skelsættende år i amerikansk historie. Tidligt i april blev Martin Luther King, Jr. myrdet. To måneder senere blev Robert F. Kennedy skudt. Fundamentet slog revner, og ud af mørket flaksede ulykkerne frem som flagermus. Også forholdet mellem Smith og Mapplethorpe vaklede, og da Smith ønskede at bryde forholdet, sagde Mapplethorpe til hende: ”If you go, I’ll become gay.” Bruddet førte til en ny begyndelse. Det betød, at Mapplethorpe ikke længere kunne skjule sin homoseksualitet. Som venner fandt parret dog sammen igen og flyttede i en periode ind på Chelsea Hotel i New York, et psykedelisk univers for kreative sjæle, freaks og outsidere. Her svor de en ed om, at de ville blive sammen, indtil de blev stærke nok til at stå alene. Deres venskab varede helt frem til Mapplethorpes død i 1989, forårsaget af sygdommen AIDS. Han blev 42 år.
Udstillingen ROBERT MAPPLETHORPE – ON THE EDGE kurateres af ARoS (Erlend G. Høyersten og Maria Kappel Blegvad) og udvikles i samarbejde med Canica Art Collection, Oslo og Robert Mapplethorpe Foundation, New York.
Tekst af kurator Maria Kappel Blegvad.
Tak til
Jyllands-Postens Fond
Vilhelm Kiers Fond
Spar Nord Fonden