Pressemeddelelse, januar 2017
I 2015/2016 præsenterede ARoS den omfattende og anmelderroste gruppeudstilling A New Dynasty - Created in China. Siden udstillingen lukkede i foråret 2016, har ARoS arbejdet på at erhverve kufferten til museets faste samling.
Via en generøs donation på 100.000 kroner fra S. C. Van Fonden er det lykkes at skaffe en tredjedel af værkets samlede pris på 300.000 kroner. ARoS mangler således 200.000 kroner for at kunne sikre sig kunstværket. Derfor inviterer museet nu de besøgende til at bidrage til erhvervelsen med et beløb efter eget valg.
- Vi betragter det som et sjovt og anderledes initiativ at invitere publikum til at hjælpe med at erhverve et værk af Aarhus by. I 2016 havde vi ikke mindre end 835.606 gæster, og forestiller man sig, at bare en lille procentdel af disse bidrager til projektet, så er målet nået, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.
Yin Xiuzhens kuffert med titlen Portable Cities, Aarhus, 2015 vil være at finde i indgangspartiet på ARoS fra fredag den 20. januar. Her kan de besøgende bidrage direkte til erhvervelsen. Ønsker man at bidrage over MobilePay, sender man sin donation til mobilnummer 25729283.
- Det er naturligvis helt frivilligt, om man ønsker at at deltage, og vi glæder os til at erfare, hvad fællesskabet kan realisere. Vi lover at holde museets gæster orienteret om projektets udvikling, siger Erlend G. Høyersten.
Om Yin Xiuzhens kufferter
Den kinesiske kunstner Yin Xiuzhen arbejder med temaet erindring. Hun rejser verden rundt og oplever byer, som hun efterfølgende fortolker i 3D-kuffert-installationer. Yin Xiuzhen gengiver byernes kendetegn og bygninger ved at sy dem af lokale aflagte tekstiler og placerer dem i en kuffert. Yin Xiuzhen opfatter erindring og hukommelse for at være menneskets væsentligste rødder i en moderne verden, hvor de samfundsmæssige ændringer sker i eksplosivt tempo.