ARoS Triennial – The Garden

ARoS Triennial – The Garden

The Garden - End of Times, Beginning of Times

The Past

3000 kvadratmeter kunst fordelt på to etager markerer begyndelsen på fortællingen om menneskets forhold til naturen gennem 400 år

Med udstillingen The Past slår ARoS lørdag den 8. april dørene op til den første del af triennalen The Garden - End of Times, Beginning of Times. The Past rummer over 100 værker (malerier, installationer, videokunst og skulpturer) af kunstnere som René Magritte, Nicolas Poussin, Paul Gauguin, Edvard Munch, Robert Smithson og Meg Webster, og den strækker sig over to gallerier på museets niveau 1 og 5.

- Åbningen af The Past er startskuddet på den mest ambitiøse udstilling i museets historie. Vi har samlet en lang række imponerende værker, som gør det muligt for os at sætte nogle af de største kunstnere side om side. Vi viser 400 års kunsthistorie, som blandt andet skal gøre os klogere på, hvor vi kommer fra, så vi får større forståelse for, hvor vi er på vej hen, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

Om The Past

The Past præsenterer publikum for en række værker, der illustrerer forskellige tiders forhold til natur: fra barokhavens magtfulde iscenesættelse, nyklassicismens matematisk konstruerede landskaber og rokokoens lystfulde haver over den monumentale brug af natur i land art-projekter til samtidskunstens skildring af det moderne menneskes påvirkning af naturen.

- Udstillingen giver et samlet billede af menneskets skiftende forhold til naturen set igennem kunsten. Disse forskelle er ikke kun et udtryk for den enkelte malers æstetiske smag, men også et udtryk for de generelle forandringer i samfundet. Vi påvirker og skaber naturen frem til i dag, og nu er vi nået til en tidsalder, hvor naturen i højere grad påvirker den måde, som vi lever på i form af for eksempel menneskeskabte klimaforandringer, siger museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel, ARoS.

The Garden – End of Times; Beginning of Times er støttet af Aarhus 2017.

Et udvalg af kunstnere i The Past

Nicolas Poussin, Claude Lorrain, Antoine Watteau, Jacob Isaacksz. van Ruisdael, John Constable, Caspar David Friedrich, Edvard Munch, Paul Gauguin, Pierre-Auguste Renoir, Maurice de Vlaminck, Emil Nolde, Max Liebermann, Ernst Ludwig Kirchner, Paul Klee, Max Ernst, Jean Arp, René Magritte, Giorgio de Chirico, Robert Smithson, Joan Jonas, Richard Long, Diana Thater, Meg Webster, Olafur Eliasson, Damián Ortega, Darren Almond og Pamela Rosenkranz.

Kuratorer på The Past: Museumsdirektør Erlend G. Høyersten, overinspektør Lise Pennington og museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel.

Kort om Triennalen

ARoS Triennial The Garden – End of Times, Beginning of Times tematiserer menneskets sameksistens med og syn på naturen, og peger på hvordan forskellige verdensanskuelser (religiøse, politiske, ideologiske, kulturelle eller videnskabelige) på forskellige måder har behandlet naturen i kunsten.

Triennalen har tre dele (The Past, The Present og The Future), som udgør den strukturelle ramme for udstillingen. The Past undersøger landskabet og menneskets forhold til naturen set fra et kunstnerisk og idéhistorisk perspektiv, The Present ser på naturen i en moderne bymæssig kontekst og The Future udforsker den kunstneriske reaktion på miljømæssige forandringer. The Present og The Future kan opleves i juni og juli måned.

Datoer:

  • The Past (på ARoS): 8. april til 10. september 2017
  • The Present (i byrummet): 3. juni til 30. juli 2017
  • The Future (langs kysten): 3. juni til 30. juli 2017 

Det kuratoriske team bag triennalen er museumsdirektør og stiftende direktør for triennalen Erlend G. Høyersten, overinspektør Lise Pennington, museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel, ekstern kurator Marie Nipper og udstillingskoordinatorer Anne Mette Thomsen og Ellen Drude Skeel Langvold.

Et højdepunkt i 2017

ARoS Triennial The Garden – End of Times, Beginning of Times er et af højdepunkterne i Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 og er støttet af Aarhus 2017.

- Aarhus 2017 er stolt af at kunne medvirke til at præsentere The Past, første del af den imponerende og ambitiøse triennale, som ARoS præsenterer i forbindelse med det europæiske kulturhovedstadsår. Triennalen er en af fire MEGA-events i kulturhovedstadsåret og er et godt eksempel på, hvordan vi kan hæve niveauet og skabe skelsættende og ambitiøse kunstprojekter, der både tiltrækker opmærksomhed over hele Europa samt et stort internationalt publikum - i indeværende år såvel som i fremtiden, siger Rebecca Matthews, CEO for Aarhus 2017.

Katalog

Til triennalen udgives i samarbejde med König Books, London, et omfangsrigt og velillustreret katalog, som dækker udstillingens tre dele. Kataloget indeholder blandt andet interviews med kunstnerne Katharina Grosse, Doug Aitken, Rirkrit Tiravanija og med teoretiker Bruno Latour. Derudover byder de 300 sider på en række fagfællebedømte artikler af anerkendte forskere fra ind- og udland, herunder W.J.T. Mitchell, T.J. Demos, Jacob Wamberg og Jacob Lund. 

Pressefotos kan vederlagsfrit downloades via Dropbox

Yderligere information