Et Hjem UDENFOR

Et Hjem UDENFOR

Et kunstprojekt for unge hjemløse i ARoS Public.

I løbet af de kommende uger skal op mod 10 unge hjemløse deltage i kunstprojektet Et hjem UDENFOR, som er et samarbejde mellem ARoS, kunstnerne Jens Haaning og Mikkel Carl samt projekt UDENFOR. Kunstprojektet består af to workshops, der finder sted i ARoS Public, hvoraf den første løber af stablen torsdag den 10. august. Et hjem UDENFOR afsluttes med udstilling og fernisering lørdag den 19. august. 

- Formålet med projektet er blandt andet at give unge hjemløse et rum, hvor de kan dyrke og fremvise deres kreative talent med inspiration og opbakning fra en professionel kunstner og kulturinstitution. Med kunsten som udtryksform ønsker vi at skabe opmærksomhed og dialog omkring de unge, der oplever at stå udenfor samfundet, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS. 

Om projektet

Projektet beskæftiger sig med unge, der på grund af hjemløshed for eksempel etablerer hjem på gaden, i kælderrum, i parker, på sofaer hos venner og bekendte, i en cykelvogn, i et telt eller tager midlertidigt ophold på herberger, hvis der er plads. Disse unge står på mange måder udenfor velfærdssamfundets fællesskab.

 - Gennem kunstprojektet får de unge talenter fra gaden mulighed for at give deres bud på, hvad et hjem er for dem. Hvordan føler og oplever de hjemlighed? Kunsten bliver en måde at få sat ord på de følelser og oplevelser, som er personlige og svære at tale om, siger formidlingsudvikler og projektansvarlig Birgit Pedersen, ARoS.

Hos projekt UDENFOR har man erfaret, at det er vigtigt, at de unge kommer væk fra gademiljøet, så de kan tænke på andet end det næste måltid og et sted at sove.

- Vi håber, at projektet kan være med til at skabe et lidt mere rummeligt samfund. Samtidig kan den kreative proces skabe mening i de unges tilværelse, der ellers er præget af kaos og håbløshed, siger gadeplansarbejder Tine Vesterbøg, projekt UDENFOR, 

Der afholdes workshops den 10. august kl. 13-17 og den 17. til 19. august. Fernisering finder sted lørdag den 19. august klokken 14.00 til 16.00.

Download pressefotos

Yderligere information

Birgit Pedersen

Udstillings- og programkoordinator

T: - E: bp@aros.dk