Pressemeddelelse, januar 2017
Lørdag den 11. februar åbner samlingsudstillingen Human Nature på ARoS. Udstillingen præsenterer værker af blandt andre Jørgen Sonne, Vilhelm Bjerke-Petersen, Vilhelm Lundstrøm og 18 selvportrætter af Svend Wiig Hansen.
- Som kunstmuseum er vores samling det vigtigste, vi forvalter. Det er vores opgave at præsentere den på forskellige måder, så vi skaber en ny fortælling hver gang. I Human Nature fokuserer vi på, hvordan værkerne hører tematisk sammen i stedet for at give vores publikum en kronologisk gennemgang af kunsthistorien. Hvert rum i udstillingen bliver et lille smykkeskrin, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.
200 værker over 200 år
De 200 værker i Human Nature er struktureret efter forskellige temaer: natur, landskab, religion, udforskning, samfund, filosofi, psykologi og abstraktion. Disse temaer er karakteristiske for, hvordan mennesket på tværs af tid og sted forholder sig til tilværelsen.
- Vi ønsker at bruge kunsten som katalysator til at skabe en større og bredere forståelse af det samfund, vi lever i. Human Nature giver vores publikum mulighed for at reflektere over samfundsmæssige problemstillinger, siger Erlend G. Høyersten.
Blandt de 200 værker er en række af de kendte hovedværker fra ARoS’ samling, som nu er sat i en ny sammenhæng (for eksempel Udvandrere på Larsens Plads af Edvard Petersen og Skagensjægere af P.S. Krøyer) og flere nyerhvervelser, der blev en del af samlingen i 2016.
- Værkerne er fra en periode på 200 år, 1800-tallet og 1900-tallet. Hensigten med udvalget er at fokusere på det universelle fremfor det tidsbundne ud fra den opfattelse, at god kunst taler henover tid og sted og ind i vores tilværelse her og nu, siger museumsinspektør Erik Nørager Pedersen, ARoS.
Udstillingsansvarlig: Museumsinspektør Erik Nørager Pedersen.