Pressemeddelelse, maj 2018
Kunstværket, som var en del af afgangsudstillingen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, skulle oprindeligt have været udstillet på Kunsthal Charlottenborgs facade, men blev afvist af Slots- og Kulturstyrelsen. På grund af den beslutning tilbød direktør for ARoS, Erlend G. Høyersten, at udstille værket på museets facade, hvor parabolerne frem til 20. maj havde en central rolle i bybilledet i Aarhus.
- Det er mig en stor ære at donere værket Bab Al-Hara (parabolerne) til ARoS som et symbol på min ydmyge taknemmelighed og som tak for, at Erlend og ARoS udviste både mod og handlekraft ved at vise mit værk frem i Aarhus, siger kunstneren Banaan Al-Nasser.
Værket består af i alt 30 paraboler og sætter blandt andet fokus på skæringspunktet mellem to kulturer, hvor paraboler både kan symbolisere tryg parcelhusidyl og en kliché om mellemøstlig kultur.
- På ARoS er vi både glade for og beæret over at modtage så generøs en donation fra Banaan Al-Nasser. Det er et virkelig godt kunstværk, som skaber associationer til både fællesskab og isolation. Vi er taknemmelige for at have det som del af ARoS’ samling for fremtiden, siger Erlend G. Høyersten.
Der er endnu ingen planer for, hvilken sammenhæng værket skal indgå i fremover.