Pressemeddelelse, oktober 2018
10. november 2018 til 17. februar 2019
ARoS Focus galleri, niveau 5
Fra 10. november 2018 til 17. februar 2019 viser ARoS udstillingen Do Ho Suh – Korridor. Do Ho Suh er kendt verden over for at skabe nærmest vægtløse transparente stofrum, der præcist og i fuld størrelse gengiver de hjem, han har boet i. Udstillingen er den tredje i rækken Intermezzo, der viser kunst, hvor perceptionen og forståelsen af kunstværkerne sker gennem mere og andet end blot synssansen. Det er Do Ho Suhs første soloudstilling i Danmark.
- Do Ho Suhs fortælling er universel. De fleste har oplevet at forlade et hjem og at skulle skabe et hjem et nyt sted. Hans værker fanger netop den følelse, der kan opstå i forbindelse med en flytning. Den følelse kan alle genkende, og den kan være svær at beskrive med ord. Do Ho Suhs arbejde er relevant i en verden, hvor migration bliver mere og mere udbredt, og hvor mennesker i højere grad flytter fra deres oprindelige bosteder, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS
Om udstillingen
I det hvidmalede galleri troner en 30 meter lang farverig skulpturinstallation frem. Installationen består af otte håndsyede stofkorridorer, som er sat sammen i forlængelse af hinanden, så man kan vandre igennem dem fra ende til anden og lade sig omslutte af farverigt gennemskinneligt stof.
Hvert rum er minutiøst håndsyet ud fra traditionelle koreanske teknikker og fremhæver både de arkitektoniske linjer og små detaljer som dørhåndtag, hængsler og stikkontakter. De enkelte passager er dybt personlige og særlige for Do Ho Suh, da de er ”afstøbninger” af korridorer, passager og entréer fra de hjem, han har boet i Seoul, Berlin og London. Bevægelsen fra (stof)rum til (stof)rum bliver for Do Ho Suh et symbol på hans egen rejse fra land til land eller fra sted til sted i livet.
- Udstilling Korridor er både visuelt forførende og inviterer til interaktion og bevægelse. Med sine stofskulpturer har Do Ho Suh fundet en unik og poetisk måde at tage sit eller sine hjems genkendelige rammer med sig i en transportabel form, som han kan slå op som et telt, når trangen til at mærke hjemmets beroligende omfavnelse melder sig, siger museumsinspektør og kurator Jeanett Stampe, ARoS.
Om Do Ho Suh
Do Ho Suh er født i 1962 i Seoul i Sydkorea. Han flyttede som 29-årig til USA, hvor han blev uddannet i maleri fra Rhode Island School of Design og senere i skulptur fra Yale University. Han bor og arbejder i øjeblikket i London. Do Ho Suh har mange internationale soloudstillinger bag sig, og hans værker findes i mange museumssamlinger verden over, herunder Museum of Modern Art, New York; Whitney Museum of American Art, New York; og Tate, London. Do Ho Suh er repræsenteret af Lehmann Maupin, New York, Hongkong, Seoul og Victoria Miro, London / Venedig.
Do Ho Suh arbejder primært med skulptur, men hans værker inkluderer også todimensionelle værker og film. Han er optaget af, hvad der kendetegner følelsen af hjem, hvordan vi lagrer hjemmets arkitektur og rum i vores erindring, og hvordan det følelsesmæssige aspekt knyttet til disse rumlige erfaringer kan oversættes til et visuelt sprog. Do Ho Suh er bedst kendt for sine spektakulære gennemsigtige stofskulpturer, der er 1:1 gengivelser af rum. Hans værker udspringer af hans egen migrationshistorie og erfaring med at flytte fra Sydkorea til USA og senere til Europa. Den personlige livshistorie, der danner basis for hans værker, omsættes i skulpturernes visuelle form til en universel størrelse, som vi alle kan relatere til.
Katalog
Til udstillingen udgives der et gennemillustreret katalog, der, udover en introducerende tekst af udstillingens kurator Jeanett Stampe, indeholder et essay af professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, Carsten Thau.
Pressefotos kan vederlagsfrit downloades via Dropbox mod angivelse af fotografnavn.