Pressemeddelelse, december 2018
- Tate og ARoS tænker både ens og forskelligt. Det er et spændende udgangspunkt for et samarbejde. Tate åbner dørene op til deres samling, hvor vi virkelig har mulighed for at vælge kunst fra øverste hylde. Det ligger i ARoS’ og Tates ånd at gøre tingene på en anderledes måde, og gennem dette samarbejde vil vi sammensætte og præsentere nogle ambitiøse udstillinger, som vi glæder os til, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.
- Vi er begejstrede for at få mulighed for at samarbejde med ARoS igen – se Tates samling præsenteret for et dansk publikum og nyde godt af udvekslingen af viden og faglig ekspertise gennem dette samarbejde. ARoS’ strategi har resulteret i imponerende besøgstal; vi er glade for at kunne udvikle vores samarbejde, samtidig med at ARoS fortsætter med at vokse og tiltrække nye målgrupper, siger Judith Nesbitt, direktør for nationalt & internationalt samarbejde, Tate Gallery.
Nye udstillinger 2019 og 2021
I oktober 2019 viser ARoS den næste særudstilling i Tate-samarbejdet med skulpturudstillingen Objects of Wonder - From Pedestal to Interaction. Udstillingen vil vise et groft udsnit af de skulpturelle virkemidler, der har overtaget skulpturfeltet fra 1960’erne og frem. Det vil være stedsorienterede værker, lyseksperimenter, konkrete ting fra hjemmet, kroppen eller mere taktile overfladesansninger, som tegner billedet. Hele udstillingen er kurateret af ARoS’ overinspektør Lise Pennington.
I 2021 vil det tredje kapitel i samarbejdet præsentere ARoS’ særudstilling med J.M.W. Turner, hvor publikum kan opleve en massiv præsentation af Englands vigtigste landskabsmaler fra 1800-tallet med de største hovedværker, skitser og arkivmateriale fra kunstnerens produktion.
Kort om Tate
Tate har til opgave at øge offentlighedens forståelse af og glæde ved britisk kunst såvel som international samtids- og moderne kunst. Tate blev grundlagt af Sir Henry Tate i 1897 og er nu en familie bestående af fire museer med over 7 millioner besøgende om året: Tate Britain og Tate Modern i London, Tate Liverpool i Merseyside og Tate St Ives i Cornwall. Disse indgår i et yderligere netværk af samarbejdspartnere – netværket Plus Tate – som arbejder for at fremme billedkunsten i Storbritannien. Tate forvalter desuden en voksende national samling af mere end 70.000 kunstværker, fra malerier, tegninger, skulpturer og grafik til fotografier, film, installationer og performances. Museerne erhverver og tager vare på værkerne på offentlighedens vegne og viser dem på udstillingssteder i hele Storbritannien og rundt omkring i verden.