Wael Shawky - The Crusades and Current Stories

Wael Shawky - The Crusades and Current Stories

Det er et storslået univers, som den egyptiske kunstner Wael Shawky (f.1971) inviterer publikum ind til, når ARoS åbner dørene til Wael Shawky – The Crusades and Current stories.

19. maj til 2. september
Niveau 1

Kernen i udstillingen er filmtrilogien Cabaret Crusades, Shawkys berømte marionetdukkefilm, som for første gang vises i Danmark. Udstillingen viser også et udvalg af de marionetdukker, der indgår i filmene, kæmpe træsnit, hvoraf to af dem er skabt specielt til udstillingen på ARoS, tegninger, fotografier, collager og et helt nyt stedsspecifikt værk, som vil udfolde sig i foyeren som en gigantisk mur. 

Fortællingen

Den store fortælling i udstillingen tager udgangspunkt i det storpolitiske spil om Jerusalem og magten over Mellemøsten, som fandt sted i årene 1095-1291. Hændelserne fik senere betegnelsen ”korstog”.

- Udstillingen er både relevant og aktuel, fordi vi i dag nok har et meget unuanceret billede af de historiske hændelser. Der er tale om meget komplekse forhold, som vækker store følelser. Det handler ikke kun om religionskonflikt, men også om storpolitik, militær indflydelse og kontrol. Vi har brug for en større og bredere historiske forståelse, og den giver Shawky os med denne udstilling, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS. 

Om Cabaret Crusades – Korstog uden helte

Filmtrilogien Cabaret Crusades skildrer på teatralsk vis en række historiske begivenheder. Filmenes marionetdukker er iklædt orientalsk tøj og ridderdragter, og ingen er entydigt onde eller gode.

Shawky fortæller historien om korstogene fra et arabisk synspunkt. Alle figurerne taler derfor arabisk. Bogen The Crusades Through Arab Eyes (1984) af den fransk-libanesiske forfatter Amin Maalouf danner afsæt for filmene.

Anderledes er det i de store træsnit, hvor Shawky tager afsæt i historiske europæiske oliemalerier fra henholdsvis 1500-tallet og 1800-tallet. Han betoner samtidig, hvordan flere af fortidens malerier og kilder i virkeligheden er helt eller delvist usande.

- Generelt forholder Shawky sig kritisk til den måde, de historiske begivenheder er blevet genfortalt. I træsnittene såvel som i filmene tilføjer han ofte mytiske elementer for at vise os, hvordan fortidens historiske genfortællinger tit er usande, fordrejede eller ensidige kulturelle konstruktioner. Shawky er meget bevidst om, at de bagvedliggende årsager til datidens såvel som nutidens magtpolitiske konflikter ofte er farvet af egne interesser og synspunkter, siger museumsinspektør og kurator for udstillingen Maria Kappel Blegvad, ARoS. 

Kort om Wael Shawky

Wael Shawky er født i Alexandria i Egypten i 1971. Han er opvokset i Mekka i Saudi-Arabien. Efter sin afgang fra Kunstakademiet i Alexandria i 1994 rejste han til Philadelphia i USA for at tage en MFA. Siden sit store gennembrud på Documenta 13 i 2012 har han opnået stor anerkendelse og succes som en af de mest originale videokunstnere verden over. Hans seneste store soloudstillinger har været vist på Castello di Rivoli i Torino (Italien), Kunsthaus Bregenz i Bregenz (Østrig) og på MoMA P.S.1 i New York. 

Publikation

Udstillingen bliver ledsaget af et gennemillustreret katalog på dansk og engelsk. Det indeholder blandt andet et kunstnerinterview, værknære tekster og en artikel af islamforsker og ekspert i Mellemøstens historie, Jørgen Bæk Simonsen.

Udstillingen er kurateret af Maria Kappel Blegvad, museumsinspektør, ARoS.

Download pressefotos via Dropbox

Maria Kappel Blegvad

Museumsinspektør

T: - E: mkb@aros.dk