8. maj til 12. september 2021, niveau 5

Fra lørdag den 8. maj 2021 kan publikum på ARoS besøge udstillingen Elisabeth Jerichau-Baumann – Mellem verdener. Udstillingen viser cirka 100 malerier af den dansk-polske kunstner Elisabeth Jerichau-Baumann (f. 1818 – d. 1881), som repræsenterer en anden og mere ukendt side af 1800-tallets danske kunstscene. 

- Det har længe været et ønske at lave en udstilling med Elisabeth Jerichau-Baumann på ARoS, og vi er stolte over, at vi nu præsenterer den hidtil mest omfangsrige præsentation af hendes værker. Hun var en unik stemme i 1800-tallets Danmark, og hun var en markant kvinde, der igennem hele sin karriere kæmpede for sin egen individuelle frigørelse – både som kunstner og som individ. Nu giver vi hende den plads, som hun fortjener, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS. 

Et nyt blik på den danske guldalder

I midten af 1800-tallet var det kunstnere som C.W Eckersberg og en række toneangivende kunsthistorikere, der skrev historien om den danske guldalder. Efter Den Første Slesvigske Krig var tiden præget af en stærk nationalfølelse, og den danske kunstscene var domineret af motiver med udgangspunkt i det danske folk, det danske landskab og den nationale fortid. Det var denne virkelighed, som Elisabeth Jerichau-Baumann landede i, da hun kom til Danmark i 1849. Som følge af sin baggrund på kunstakademiet i Düsseldorf blev hun ved sin ankomst fejlagtigt taget som værende tysker, hvilket, fra et dansksindet synspunkt, var stort set det værste, man kunne være i de år.

-  Jerichau-Baumann er en kosmopolit i forhold til det resterende kunstnerliv i Danmark. I Jerichau-Baumanns malerier ser vi dramatik og følelser, hvilket står i kontrast til samtidens danske guldaldermalere. Det samme gør hendes brug af farver. Jerichau-Baumann arbejder i de brunlige nuancer, der er kendetegnende for den centraleuropæiske tendens i tiden i modsætning til den danske farvebrug, der er lys og blond. Hun kommer til et Danmark, der er stærkt præget af nationalisme, og her slår hun hovedet mod en mur med sin internationale stil, siger museumsinspektør og kurator Jakob Vengberg Sevel, ARoS.

Kort om Elisabeth Jerichau-Baumann

Elisabeth Jerichau-Baumann blev født i 1818 i Warszawa af tyske indvandrere. Hun studerede på kunstakademiet i Düsseldorf (1838 til 1844) og rejste efterfølgende til Rom, hvor hun mødte den danske kunstner Jens Adolf Jerichau. De blev gift og flyttede efterfølgende til Danmark, hvor de fik ni børn. I perioden fra 1858 til 1871 rejste Jerichau-Baumann frem og tilbage mellem København og London, hvor hun blandt andet malede for det britiske kongehus. I 1869 til 1870 gennemførte hun sin første længere rejse til Orienten (Mellemøsten og Nordafrika), og hendes rejser blev en måde at opdage verden på og at markedsføre sig selv på. Takket være sine udenlandske kontakter og europæiske udsyn var Jerichau-Baumann blandt de meget få danske skildrere af Orienten, og som kvinde fik hun helt exceptionel adgang til haremmer, som hun således kunne gengive ud fra egne observationer. Derudover havde hun stor succes som portrætmaler for adlen. Stilistisk var hun orienteret mod Europa, og hun var repræsentant for de europæiske strømninger, som ellers kun var sparsomt til stede i den danske kunstverden på daværende tidspunkt.

Pressefotos kan vederlagsfrit downloades via Dropbox mod angivelse af korrekt kreditering.

Udstillingsansvarlig: museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel, ARoS.

Udstillingen er blevet til med støtte fra

STIBO
ARoS Ambassadors