Jonah Freeman & Justin Lowe: Colony Howl

Jonah Freeman & Justin Lowe: Colony Howl

Freeman & Lowe, Colony Sound (Radio Shield), 2019-2020 ARoS Aarhus Art Museum, Installation View Courtesy the Artists and ARoS Aarhus Art Museum Photo: Anders Sune Berg.

ARoS har erhvervet en scenografisk totalinstallation til samlingen, som åbner i december.

I efteråret 2020 præsenterede ARoS en omfattende installationsudstilling af den amerikanske kunstnerduo Jonah Freeman (1975) & Justin Lowe (1976) med titlen Colony Sound. Efterfølgende har museet med generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet erhvervet dele af udstillingen til samlingen, installationen Colony Howl.

–  Det er en stor glæde, at vi nu kan præsentere denne spektakulære og altomsluttende installation af Freeman & Lowe. Mange nåede ikke at opleve udstillingen i 2020 på grund af Covid 19-nedlukningen, og derfor er vi særligt glade for, at vi nu kan præsentere en del af deres unikke og særprægede univers for vores gæster. En særlig tak til Ny Carlsbergfondet for at dette kan lade sig gøre, siger museumsdirektør Rebecca Matthews, ARoS.

Freeman & Lowes værker er ofte en hyldest til 60'ernes ungdomsrevolution med dens søgen efter frihed og opgør med etablissementet. Kunstnerne har siden 2008 arbejdet på en række forskellige historiske og fiktive fortællinger i deres store, labyrintiske og arkitektoniske installationer, og én af fortællingerne i installationen Colony Howl omhandler det fiktive kommunikationssystem ”The Smile”.

Colony Howl er fyldt med referencer og fortællinger. Vi bevæger os igennem værket og oplever alle dets finurligheder. Vi udforsker lyde, materialer og et væld af historier på samme tid. Dette skaber en personlig oplevelse, hvor værket forstås forskelligt fra gang til gang.

Colony Howl bliver installeret i ARoS’ installationsgalleri på niveau 0, som i forvejen rummer en række andre installationsværker af store internationale kunstnere. Heriblandt James Turrell, Pipilotti Rist og Olafur Eliasson.

ARoS begyndte sit fokus på installationskunst i forbindelse med, at museet flyttede til sin nuværende lokation i 2004, hvor de nye gallerier gjorde det muligt at udstille installationskunst i verdensklasse. ARoS har siden tilføjet det iøjnefaldende installationsværk Your rainbow panorama, 2006-2011 af Olafur Eliasson og i 2025 vil byggeriet af The Next Level udvide museet med The Dome, et Skyspace af James Turrell.

Colony Howl kan opleves fra den 16. december 2022, hvor værket bliver indviet ved et særarrangement, hvor kunsterne vil være til stede. Læs mere om arrangementet på museets hjemmeside.

Værket er erhvervet til ARoS’ samling med generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Pressefotos kan frit downloades via Dropbox mod kreditering.

For yderligere information, kontakt:  

Astrid Ildor · asil@aros.dk · 61 90 49 42