Pressemeddelelse • januar 2023
Efter præcis et år på posten som museumsdirektør glæder Rebecca Matthews sig over, at besøgstallene på ARoS næsten er tilbage på niveauet fra før coronapandemien. Efter to usædvanlige år med nedlukninger blev det århusianske kunstmuseum besøgt af 629.674 i løbet af 2022, mens 514.332 indløste en billet til en af de mange udstillinger.
Med de besøgstal ligger 2022 markant højere end både 2020 og 2021, som var voldsomt påvirket af coronapandemien, og næsten på niveau med 2019, som er det seneste ‘almindelige’ år.
“Jeg er virkelig glad for det besøgstal, som vi runder 2022 af med og vil gerne sige tak til alle de gæster, der kommer, oplever og dermed støtter kunsten på ARoS. Vi ligger højere end de tal, vi selv havde ønsket, og vi er stort set tilbage på niveauet fra før Covid. Man kan roligt sige, at 2022 blev året, hvor kunsten og gæsterne kom tilbage på ARoS,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews, der startede på ARoS 3. januar 2022, hvor det museum stadig var lukket på grund af corona.
Gæsterne kom tilbage fra årets start
Glæden var derfor stor, da ARoS igen kunne slå dørene op 16. januar.
Året blev indledt med tre udstillinger, som alle åbnede i slutningen af 2021, ’Turner – Sun is God’, ’Lu Yang – Digital Descending’ og ’Shoplifter/Hrafnhildur Arnardóttir -Hypernature’. Derudover har året budt på udstillingerne ’Jakob Kudsk Steensen - Berl Berl’, ’Vertigo’, ’Viera Collaro – Levitation, Compression, Transcendence’, ’Sten-Saks-Papir’, ’Franciska Clausen – Hele billedet’ samt ‘Chiraru Shiota – Invisible Line’, der åbnede 3. december og kan opleves indtil 16. april 2023.
“Det var en stor glæde, da vi åbnede dørene igen, og det var dejligt, at vores gæster fik mulighed for at se de tre udstillinger fra slutningen af 2021, inden de lukkede. Desuden synes jeg, at 2022 har budt på et virkelig spændende program med udstillinger, aktiviteter og foredrag, som heldigvis har tiltrukket mange gæster fra både ind- og udland,” siger Rebecca Matthews.
Store forventninger til 2023
Udover de mange udstillinger bød 2022 på en helt særlig begivenhed - nemlig 15. juni kl. 15.15. Her blev første spadestik taget til udvidelse af ARoS, The Next Level, der består af forskellige elementer. Mest markant er det storslåede kunstværk ‘The Dome, a Skyspace by James Turrell, men The Next Level kommer også til at indeholde et underjordisk udstillingsgalleri på 1.000 kvadratmeter og et udendørs Art Square.
The Next Level åbner først i 2025, men byggeriet trækker allerede stor opmærksomhed fra gæsterne på ARoS der kan følge byggeriet fra vinduerne, og sammen med et imponerende udstillingsprogram giver det Rebecca Matthews store forventninger til 2023.
"I 2023 inviterer vi på en række spektakulære rejser. Vi udforsker idéer gennem spind, collager, lyd og montage, vi kaster gæsterne ind i verdener, der indhyller dem i anderledes forestillinger, magi og surrealisme for at undersøge mystik og fremtidens kundskab, og vi skaber et socialt rum fuld af kunstneriske opdagelser med berømte kunstnere. Vi sætter barren højt, og samlet set synes vi selv, at vi har sammensat et program, der vil begejstre og gøre gæsterne nysgerrige, derfor har vi også en forventning om at tiltrække endnu flere besøgende i 2023,” siger Rebecca Matthews.
For yderligere information, kontakt:
Astrid Ildor · asil@aros.dk · 61 90 49 42