Pressemeddelelse • februar 2023
Aarhusianske kulturinstitutioner støtter det kunstneriske vækstlag med Aarhus Art Prize
Aarhus Art Prize hylder den unge kunst i Aarhus. Med to priser, initieret af Kunsthal Aarhus, Godsbanen, Aarhus Billedkunstcenter, Jyllands-Posten og ARoS, støttes talentfulde kunstnere, som bidrager særligt til byens kunstliv. Aarhus Art Prize støtter vækstlaget og den kunstneriske fødekæde i Aarhus med henblik på at tiltrække og fastholde kunstnerisk talent og styrke Aarhus som en levende kulturby.
Den første pris er Talentprisen. Den uddeles til en afgangsstuderende fra Det Jyske Kunstakademi år 2023, hvis afgangsværk har udmærket sig i særlig grad. Prisen gives for et værk udstillet på årets afgangsudstilling og består af et beløb på 30.000 kroner samt en invitation til at afholde en artist talk på Kunsthal Aarhus, åben for alle.
Den anden pris er Soloprisen. Den uddeles til en tidligere dimittend fra et af de danske akademier (eller et tilsvarende akademi), som, senest fem år efter dimission, har sat et særligt aftryk på Aarhus gennem sit relativt nye virke. Prisen består af et karriereforløb, der udover et beløb på 30.000 kr. tilbyder kunstneren forskellige muligheder for at arbejde frem mod en udstilling i - eller i området omkring Jyllands-Postens nye domicil i Aarhus Sydhavnskvarter.
Aarhus Art Prize er blevet uddelt siden 2018 af Kunsthal Aarhus, ARoS og Godsbanen. Fra 2023 er prisen udvidet, så den består af de to ovenfor beskrevne priser. Bag prisen står nu også Jyllands-Posten og Aarhus Billedkunstcenter. Prismodtagerne udpeges af en jury, som består af Diana Baldon (kunstfaglig direktør, Kunsthal Aarhus), Kirstine Højmose (leder, Aarhus Billedkunstcenter), Pernille Taagaard Dinesen (afdelingsleder Public Engagement, ARoS), Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen (udstillingschef, JP/Politikens Hus), Marianne Grymer Bargeman (direktør, Godsbanen) og Karin Salling (næstformand, Salling Fondene). Hvert år inviteres desuden et eksternt jurymedlem, som i 2023 er Maria Kjær Themsen (freelance kurator og kritiker, Information).
Aarhus Art Prize er støttet af Købmand Herman Sallings Fond
Det er afgørende for ARoS at holde sig orienteret på den unge samtidskunstscene og med et samarbejde som dette er synergieffekten tydelig: ikke alene i kraft af projektets stærke partnerskaber på tværs af byens kunst- og kulturinstitutioner - men i særdeleshed også i udviklingssamarbejdet med de udøvende kunstnere.