Aarsleff bliver
hovedsponsor for ARoS

Aarsleff bliver
hovedsponsor for ARoS

ARoS og Aarsleff indgår per 1. oktober 2024 et nyt samarbejde, der gør Aarsleff til Main Corporate Partner for ARoS. De kommende fem år vil Aarsleff støtte ARoS i at føre museet endnu længere ud på den internationale kunstscene.

For 20 år siden var Aarsleff med til at grave de første huller til dét, der skulle blive til et af Europas mest anerkendte kunstmuseer. I øjeblikket er entreprenørvirksomheden i fuld gang med ARoS’ store museumsudvidelse, som åbner i 2025. Nu kan ARoS og Aarsleff se frem til et endnu tættere samarbejde, da Aarsleff i dag præsenteres som Main Corporate Partner for ARoS i perioden 1. oktober 2024 til 1. oktober 2029. 

”Vi har glædet os meget til at kunne præsentere Aarsleff som vores Main Corporate Partner. Aarsleff har været med på hele ARoS’ rejse, og det nye samarbejde har stor betydning for vores fremtid. I samarbejde med Aarsleff kan vi berige endnu flere mennesker med store kunstoplevelser, give ny energi og dele viden – både lokalt, nationalt og globalt,” siger museumsdirektør på ARoS Rebecca Matthews. 

Kunst er need to have 
Partneraftalen giver en række fordele for Aarsleff. Blandt andet kan Aarsleffs medarbejdere og samarbejdspartnere se frem til eksklusiv adgang, workshops og særarrangementer på ARoS. Som ARoS Main Corporate Partner får Aarsleff mulighed for at engagere sine medarbejdere og aktivere sine kerneværdier i samspil med ARoS’ værdier og vision.  

"Det er meningsfuldt for os at bidrage til at give kunsten og kulturen nye rum at udfolde sig i. En del af Aarsleffs DNA er kreativitet og nytænkning; det efterspørger vi hver dag blandt vores medarbejdere," siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende koncerndirektør for Aarsleff og tilføjer 

“Kunst kan hjælpe os til at se tingene på en ny måde og til at ruske op i vores vante tankegang. På den måde er kunst ikke nice to have, men need to have i en tid, hvor omstilling og innovation er en nødvendighed i rigtig mange brancher.” 

Ud over erhvervelsen af den nye titel som Main Corporate Partner for ARoS, bevarer Aarsleff sit medlemskab i ARoS’ CEO-netværk, ARoS Ambassadors, samt erhvervsnetværket ARoS Art Club. 

Om ARoS  
ARoS er et internationalt kunstmuseum midt i Aarhus. Med fem gallerier og en hel etage dedikeret til installationskunst tilbyder ARoS et vigtigt frirum, hvor det er muligt at forstå fortiden, udforske nutiden og forestille sig fremtiden på nye måder. 

ARoS’ samling indeholder mere end 8.000 værker, herunder mesterværker af danske og internationale kunstnere. Nogle af museets mest kendte værker er Olafur Eliasson Your rainbow panorama (2011) og Ron Muecks overdimensionerede skulptur; Boy (1999). Fra 2025 kan besøgende også opleve The Dome, a Skyspace by James Turrell, som er lyskunstneren James Turrells mest ambitiøse Skyspace til dato. Den opslugende installation vil cementere ARoS' position som et af verdens førende museer for installationskunst. 

Hvert år præsenterer ARoS seks til otte store udstillinger med et tilhørende program af offentlige foredrag, debatter og arrangementer. Museets internationale udsyn og nytænkende tilgang har ført til banebrydende udstillinger med kunstnere som J.W.M. Turner, Claude Monet, Edvard Munch, Franciska Clausen, Salvador Dalí, Asger Jorn, Per Kirkeby, Barbara Kruger, Isaac Julien, Jenny Holzer, Bill Viola, Mariko Mori, Cindy Sherman og Sarah Sze. 

Flere end 600.000 besøgende kommer årligt til ARoS for kunstneriske oplevelser, for at shoppe i ARoS Butik, spise i ARoS Café og Orangeri eller blot nyde den ikoniske arkitektur og beliggenhed. 

Om Aarsleff 
Aarsleff er en stærk positioneret entreprenørkoncern med flere specialiserede forretningsenheder, der udfører opgaver inden for infrastruktur, klimatilpasning, miljø, energi og byggeri. Her samarbejdes under én strategi med ét formål: at etablere fremtidens infrastruktur og byggerier og dermed skabe samfundsværdi med fokus på bæredygtighed 

Aarsleff er en engageret partner med stærke samarbejdsrelationer. Det ligger i Aarsleffs kultur at skabe værdi gennem udvikling, omstilling og innovation, samt at tage ansvar og bidrage aktivt i udvikling, der skal realisere den grønne omstilling.  

Aarsleff-koncernen beskæftiger 8.800 engagerede medarbejdere, der alle bidrager til en stærk kultur og et højt kompetenceniveau.  

Pressefotos kan downloades fra Dropbox og anvendes mod korrekt kreditering: 

Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2024 

Gå til dropbox. 

For yderligere information, kontakt:  
ARoS Presse og kommunikation  
presse@aros.dk 
61904942