Pressemeddelelse • august 2024
Er du under 27 år? Så kan du fra mandag den 9. til søndag den 15. september komme gratis på ARoS, så meget du vil.
Igen i år tager ARoS del i den landsdækkende kulturuge K7, hvor alle 18–27-årige har mulighed for at komme gratis på ARoS, gå en tur i Your rainbow panorama, opleve den aktuelle totalinstallation af kunstneren Sarah Sze, som fortolker klimaets skrøbelighed og vores digitale adfærd eller opleve kæmpeskulpturerne Boy og A Girl.
“I år håber vi at byde velkommen til rigtig mange unge i uge 37 – også nogle af dem, som ellers ikke besøger ARoS så tit. Vi ønsker, at alle skal føle sig velkomne som en del af ARoS-fællesskabet; det gælder især unge mennesker,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
ARoS <3 K7 12. september
ARoS plejer at være et af de museer, der tiltrækker allerflest unge i K7-ugen, og i år inviterer vi til et helt særligt program torsdag den 12. september.
Vi har samlet en gruppe unge for at programlægge og udvikle ARoS <3 K7, som finder sted den 12. september fra kl. 16–21. Programmet er udviklet over fem workshops, og projektgruppen har lagt vægt på at skabe en platform på et af landets største museer for det kreative vækstlag i Aarhus.
Blandt andet vil der være workshops og musikbanko med Club Curious, litteraturoplæsning med fokus på ensomhed og mental trivsel, visning af kortfilm produceret af unge filmskabere fra Aarhus Filmværksted, koncerter med up-coming artister fra Aarhus’ vækstlag, og Sunset Silent Disco i Your rainbow panorama på toppen af ARoS.
Politikens Poptillæg kigger desuden forbi for at optage et podcastafsnit, som sendes fredag i uge 37.
Det er første gang unge involveres direkte i planlægningen af et stort arrangement på ARoS. Planlægningen har fungeret som pilotprojekt og vil bane vejen for nye koncepter for unge på ARoS.
“Ungdommen er museets fremtid, og arbejdet med at få unge ikke blot ind på museet, men fastholdt og engageret er en vigtig del af vores strategi. Det er også et arbejde, der kan bidrage til unges trivsel, skabe nye fællesskaber og give unge mennesker med interesse for kunst og kultur en bred vifte af kompetencer, som de kan benytte i andre dele af deres liv,” siger Rebecca Matthews og tilføjer
“Vi ønsker at vise tillid til de unge i processen, sænke skuldrene, og turde at gå nye veje i forhold til, hvad man kan som museum.”
Om K7
K7 er et landsdækkende initiativ, hvor der er fri entré til mere end 200 museer og udstillingssteder for alle mellem 18–27 år. K7 er en åben invitation til alle unge med tilbud om nye kulturoplevelser, og som gør museums- eller teaterbesøget lidt mere spontant, tilgængelig og uforpligtende.
K står for kultur. Og 7 står for 7 dage, uge 37 og op til 27 år.
I Aarhus giver K7 fri entre til ARoS, KØN, Den Gamle By, Moesgaard Museum, Steno Museet, Museum Ovartaci og Besættelsesmuseet.
For at få gratis entré skal man blot møde op på museet eller udstillingsstedet og medbringe det gratis, personlige K7-kort, som kan downloades via K7s hjemmeside.
Kulturorganisationen ADBC står bag K7, som i år er støttet af Spar Nord Fonden, Københavns Kommune, CPH STAGE og Augustinus Fonden. Tuborgfondet og DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd har desuden støttet K7 på ARoS.
Pressebilleder må frit benyttes mod korrekt kreditering.
For yderligere information, kontakt:
ARoS Presse og kommunikation
presse@aros.dk
61904942