Pressemeddelelse • maj 2024
Med kunstig intelligens og et væld af nye måder at redigere og manipulere billeder på bliver der vendt op og ned på måden, vi forstår og anvender fotografi på. For at reflektere over de ændringer præsenterer ARoS udstillingen World in Focus med fotografiske værker fra ARoS’ egen kunstsamling.
Udstillingen ser nærmere på, hvordan vi bruger fotografi til at forstå verden omkring os, og hvordan fotografer de seneste 70 år har udfordret vores opfattelse af verden og vores forståelse af objektivitet og neutral gengivelse.
"I dag er vi allesammen vant til at bruge et kamera, og de fleste af os fotograferer ting og personer omkring os flere gange dagligt med vores smartphones. Men teknologisk udvikling og etiske grænser, der hele tiden rykker sig, kalder på refleksion omkring fotografiets magt og den måde, det former vores verdensbillede på – jeg håber, at World in Focus kan være anledning til netop den type refleksioner,” siger museumsdirektør på ARoS, Rebecca Matthews.
Du kan se frem til at opleve fotografier af mange forskellige kunstnere heriblandt Asger Jorn, Ismar Cirkinagic, Jeannette Ehlers, Jeremy Shaw, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Liu Shiyuan, der spænder fra poetiske og eftertænksomme værker til voldsomme og politiske budskaber. Udstillingen byder også på nyindkøbte værker, som ikke er blevet udstillet før.
Værkerne præsenterer mange forskellige tilgange og måder at fremstille fotografier på: Fra Asger Jorns fængende lystegninger fra 1953, som er lavet med en lommelygte i et mørkt atelier til Liu Shiyuans helt nye algoritmedrevne værker fra 2022. Shiyuan arbejder med motiver, der stammer fra Google Image, som hun har fået frem ved at lave søgninger, hvor hun oversætter søgeordene eller ændrer på søgekriterierne. På den måde dokumenterer Shiyuan den indflydelse, algoritmer har på måden, vi lærer om verden omkring os.
"Alle kunstnerne i udstillingen har en eksperimenterende tilgang til fotografi, og udstillingen viser, hvordan teknik, komposition og motiv kan få os til at opleve verden på en ny måde,” siger kurator på ARoS Jakob Vengberg Sevel.
Udstillingen udfolder sig i fire temaer: Sampling, Den Performative Krop, Det Slørede og Erindringens Landskab. Værkerne i de fire temaer beskæftiger sig med menneskekroppen, klima- og migrationskrisen, krig og senkapitalismens vilkår.
World in Focus kan opleves på ARoS Niv. 5 fra den 22. juni – den 1. december 2024.
Der afholdes ikke en presse-visning på udstillingen. Anmeldere og reportere er dog velkomne i udstillingen op til åbning efter aftale.
Pressefotos kan frit downloades via Dropbox mod kreditering.
For yderligere information, kontakt venligst:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+4561904942