Dronning Margrethe fortsætter som protektor for ARoS

Dronning Margrethe fortsætter som protektor for ARoS

Foto: Alex Schütt

H. M. Dronning Margrethe har været protektor for ARoS siden 2003.

Kongehuset har netop meddelt i en pressemeddelelse, at Dronning Margrethe genoptager sin protektion af ARoS.

Dronning Margrethe har fungeret som protektor på udvalgte udstillinger på Aarhus Kunstmuseum siden 1990, og i 2003, lige inden ARoS slog dørene op på Aros Allé, blev hun protektor for hele museet.

I forbindelse med tronskiftet den 14. januar ophørte alle Dronning Margrethes protektioner, men nu genoptages altså protektionen af ARoS.

”Vi er begejstrede for, at Dronning Margrethe fortsætter sin protektion. Danmark og ARoS er utrolig privilegerede med at have en Dronning, hvis hjerte banker for kunsten, og hvis passion og engagement opmuntrer en hel befolkning til at bruge kunst til refleksion og kreativ udfoldelse,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.

Ifølge Kongehuset gælder protektionen frem til udgangen af maj 2029, hvorefter der vil blive taget stilling til en eventuel forlængelse.

”Det er altid en stor fornøjelse, når Dronning Margrethe eller andre medlemmer af den kongelige familie besøger ARoS, og vi ser frem til at tage imod vores protektor – forhåbentligt inden alt for længe,” siger Rebecca Matthews.

For yderligere information, kontakt venligst:

ARoS Presse og Kommunikation 
presse@aros.dk 
+4561904942