Kongeparret,
statsministeren og
Europa-Kommissionens formand mødtes på ARoS i anledning af Danmarks
EU-formandskab

Kongeparret, statsministeren og
Europa-
Kommissionens formand mødtes på ARoS i
anledning af Danmarks EU-formandskab

Kreditering: Liselotte Sabroe

Torsdag den 3. juli 2025 dannede ARoS Kunstmuseum en markant ramme om et historisk møde mellem Deres Majestæter Kongen og Dronningen, statsminister Mette Frederiksen og Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. Mødet fandt sted som en del af det officielle program for Danmarks EU-formandskab i Aarhus.

Museumsdirektør Rebecca Matthews og bestyrelsesleder Laura Hay Uggla bød de prominente gæster velkommen til ARoS og ledsagede dem på en rundvisning på museet.

"Vi er dybt beærede over at have haft mulighed for at byde Deres Majestæter Kongen og Dronningen, Ursula von der Leyen og statsministeren velkommen på ARoS. Det er en ære at bidrage og spille en central rolle i det officielle program ved en begivenhed af så stor betydning – og at gøre det med kunsten som samlingspunkt,” udtaler museumsdirektør Rebecca Matthews.

Under besøget oplevede gæsterne blandt andet det storslåede kunstværk The Dome, a Skyspace by James Turrell, som bliver kronen på værket i ARoS’ historiske museumsudvidelse The Next Level. Udvidelsen består af det nye, underjordiske Salling Galleri, som åbnede for offentligheden den 20. juni, samt et nyt udendørs Art Square. The Dome og Art Square forventes at stå færdig i 2026.

"Det var en stor glæde at få lov til at vise gæsterne, hvordan ARoS formår at kombinere kunstnerisk kvalitet, arkitektur og engagement i vores publikum og de oplevelser, vi tilbyder som internationalt kunstmuseum. At samle europæiske ledere her – midt i ARoS’ historiske transformation – er et stærkt symbol på, hvilken rolle kulturen spiller for vores fælles fremtid,” siger Laura Hay Uggla, bestyrelsesleder for ARoS.

Dagens besøg blev afrundet med en vandring gennem Olafur Eliassons ikoniske værk Your rainbow panorama, hvorfra gæsterne kunne nyde den panoramiske udsigt over Aarhus i spektakulære farver.

Pressefotos kan downloades via Flickr og må frit benyttes mod følgende kreditering:

Pressefoto: Nikolai Linares

For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904883